Nikolaj Jensen

-Ja, Norge er guldfavoritter, men disse tre nationer ånder dem lige i nakken, siger Niels Agesen

Skal Niels Agesen vælge én guldkandidat, så er han hurtig til at pege på Norge. Men de sejrsvante nordmænd er ikke suveræne mesterfavoritter, mener Agesen, der peger på Frankrig, Rusland og Holland som de nærmeste forfølgere.

Alt er næsten, som det plejer ved det kommende europamesterskab i Danmark.

Foruden boble-mentalitet, isolation på hotelværelserne, næsten daglige coronatests og minimal frihed, så er det stadig Norge, der popper frem som guldfavoritterne ved dette coronaprægede mesterskab.

Men dog ikke så store favoritter, som de har været ved tidligere lejligheder, påpeger ligatræner og EM-ekspert Niels Agesen, der ser en gruppe af tre hold, der trykker voldsomt på for at skubbe Norge væk fra guldtronen, de faktisk ikke har siddet på siden EM-guldet i 2016.

-Norge har en fantastisk trup. På papiret ser de stærkest ud. Norge er favoritterne, men jeg synes ikke, de er så meget foran de andre, som vi har set før, siger Niels Agesen til Europamester.dk og fortsætter sine forudsigelser:

-Der er flere nationer, der byder sig til med spillere, der er med i Champions League og som optræder på øverste hylde. Det gør, at Norge ikke på den måde kan være så suveræne.

-Jeg ser Frankrigs formidable forsvar og deres målvogtere. Det bliver svært for alle hold at lave mål mod dem, så de er absolut en faktor. Holland har vundet tidligere og kommer med stor erfaring. De har et rigtig spændende hold, og så har Rusland altid mange dygtige spillere at tage af, siger han.

Selvom den russiske spirrevip Anna Vyakirehireva desværre har meldt afbud til slutrunden grundet en skade, så ser Niels Agesen stadig, at Rusland bliver en dominerende EM-faktor.

-Hun er jo bare outstanding, når det gælder iscenesættelse af sig selv og holdkammeraterne og bare en fornøjelse at se på en håndboldbane. Men alle de andre spillere er også gode. Det må man ikke glemme. De er dog bare ikke exceptionelle som Vyakireheva.

Lige efter feltet af favoritterne kan Danmark komme snigende bagfra i sin underdog-rolle, mener Agesen.

-Jeg tror, rollen som underdogs bekommer Danmark allerbedst. På de rigtig, rigtig gode dage, hvor det hele spiller, kan de udfordre topnationerne. Men over en hel turnering er det overhovedet ikke fair overhovedet at forvente, at Danmark bare skal komme i semifinalen.

-Det er alt for meget at forlange en semifinale. Men hvis alt spiller, solen ikke går i øjnene, og der er medvind, så kan det lade sig gøre. Der er altid nogen, der overrasker til et mesterskab.

-Men man må ikke gå fra et EM og være skuffet, hvis Danmark ikke har spillet semifinale. Kan vi bare se fremskridt i spillet, som i kampene mod Norge, så er jeg glad. Jeg blev nærmest rørt over at se, at vi kom med al den fart i kontrafasen og lavede så mange mål på kontra. Det var sgu fedt at se, uddyber han.

Vigtigst af alt er dog, at slutrunden overhovedet bliver afviklet i de her forfærdelige corona-tider. Men Niels Agesen har sine bange anelser for, at det ikke bliver håndbolden inde på banen, der kommer til at samle overskrifter.

-Jeg er bekymret for, at det bliver en for anderledes slutrunde, vi får. Jeg håber det sportslige, og det der sker nede på banen, der vinder, selvom der mangler en masse tilskuere. Vi ved, at Dansk Håndbold Forbund har gjort en kæmpestor indsats for at lave den her boble og for at afvikle det på mest sikre vis, slutter Niels Agesen.

EM starter med åbningskampen mellem Rumænien og Tyskland torsdag aften klokken 18.00. Danmark træder ind i turneringen fredag mod Slovenien.

Det læser de besøgende på HBOLD lige nu

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER